Et lille udsnit af mine digte, hovedsaglig årstids digte.

Nu står de i hver hæk

trods kulde og sne,

hver lille vintergæk -

En fryd det er at se.

 

De mange gule vidundere

i Påsken har jeg kær.

Jeg nyder disse stunder,

for så er Våren nær..

 

Små hvide Bellis fromme

i græsset myldrer frem

og hilser mig velkommen

i sommerhusets hjem.

 

De tit må lade livet,

når Græsset får lidt top.

Jeg elsker dem helt givet

fordi, de giver aldrig op.

Foråret lysegrønne glæder
banker på årets hastige gang
med vekslende strejf
af varme og kulde

Hastige vinde i kaotisk vold

hersker over menneskets magt

med uforklarlig hast inkasserer

ubetænksomhedens regning

 

Lysets enorme kræfter

overmaner vinterens favntag

kysser hver spire velkommen

til det korte kraftfulde liv

 

Træer og brystvorter knobes

i kærlighedens hvirvlende rus

et flygtigt forhold, tårer og smerte

i favntagets afskeds blues

     

Jeg føler hver dag at livet er herligt

splid og ufred i verden besværlig.

Så længe jeg er rask og kan klare mig selv

så er er jeg begavet med lykke og held.

Den dag jeg har mistet de usynlige tråde

min forstand mig ikke mere kan råde,

jeg for mig selv om mine omgivelser er til besvær,

så hjælp mig herfra – Undskyld jeg be´r.

      

Når regnen trommer på min rude

og himmelens farve er malet med gråt,

jeg hygger mig ved brændeovnens rude

hvor gul, røde flammer kærtegnes i flok.

Så finder jeg lærred og pensel frem

og maler solen ind i mit hjem.

 

     

En dag jeg var lidt trist og ensom

var det aller bedste sted

trods det regnede og blæste

en strandtur, jeg måtte der ned.

 

Jeg flirtede med havet og vinden

og svøbte mig i regndråbers favn

som kyssed´ mig brutalt på kinden

blidt tørret bort af forårsvinden

medens havbrisen hviskede mit navn.

 

Jeg slentrede nok op til et par timer

lyttede til havfuglenes skrig

sammen med havet buldrende toner

i mine øre den dejligste melodi.

 

Pludselig så jeg der på stranden

blandt småsten, skaller og lidt tang

et lysglimt som Nordstjernen på himmelen.

Der lå det midt i vrimlen

et ravstykke og ventede min favn

 

  Straks så tog det plads i mit hjerte

som en kælen lille hund

borte var ensomhedens smerte

skabt af millioner års harpiks fund.

 

Nu fortidsmindet stolt jeg bærer

om min hals tæt ved mit bryst

for mig det er et kærligt minde.

Nu tit på stranden jeg
er at finde

og med naturen tager en dyst.

     

Et blik et lynnedslag
tornados kraft
omfavnede kroppens drift
med stænk af magt.

Et åndedræt så let
elskovens leg
udånder nattens favn
med duft af dig.

Et glimt af nattens drøm
berusende hed
som bølgen imod kyst
straks bort den gled.

Et kort farvel et suk
hverdagens jag
Pandoras hemmelighed
endnu en dag.

Kaprifoliens usynlige duft

med sin lyserøde aura

i nattens dugvåde brise

som engles sagte vingeslag

hilser mig en god nat

og drøm sødt.

Stilhedens favnende tavshed
efter nattens dybe tomrum
brydes af trafikkens larm
mod Asfaltens grå uendelighed.

Fugle sangens facette toner
smelter sammen og forsvinder
i et enferno af støj
En ny dag er begyndt.

Brune marker med jordfarvernes mange nuancer

som orientalske tæppers uendelige mønstre

side om side stedes til hvile for vinterens komme

med længsel mod vårens blomstrende flor.

 

Træernes sidste vildt farende rødbrune blade

hvirvler omkring, danser og leger tagfat

som tusinde fugle på efterårstræk ,

standser til sidst for at visne og dø

og give liv til vårens spirende frø.

 

Eventyr Alfe danser i mosekonens bryg

let over markers dugvåde strå,

favner hver plovfuges toppede knolde

i stilhedens tætte aften grå.

 

 

Millioner eksplosioner

vulkaners kraft

som rotter formerer sig
i kroppens magtesløse indre

Cancerens ødelæggende dæmoner

hærger og æder

hver levende kæmpende celle

trods fremmende forskning

Overgivet til Kemoens

sagte dryppende giftdråber

Strålernes usynlige
brændende tilintetgørelse -
Den sidste chance. 

Oktober din lille drillepind

du leger med os som din fætter april

for allerbedst som vi tror det er sommer

så blæser du på os og regnen strømmer

for der efter igen at lege ta´ fat

med skiftende temperaturer og kulde ved nat.

Du kaster med vinden og lyset dæmper

som forberedelse til den kommende vinter.

  Nu står de der igen her midt i oktober

Nogle enkelte tusindfryd, de som jeg sikkert håber

at efteråret bliver lang og gerne lun og rar

og ”Frk. Frost” til jul først da vil gøre vinteren klar

til glæde for hver barnlig sjæl og dyrene i skoven

Først da jeg ønsker ”Vor Herre” sender jules pynt fra oven.

 

  Sne, sne og atter sne så langt mit øje rækker

Det varet har tre måneder nu, puh, ha hvor det dog trætter

Jeg skovler og jeg skraber igen og igen

og tænker på hvor jeg dog snart skal skrabe ”skidtet” hen

Min ryg den siger: Stop nu lige, husk på din alder ”gamle” pige

Jeg bad ”Vor Herre” sende sne,

så lod han himmelen vælte ned

Helt ærligt det er første gang han opfyldt har min bøn

Hvor har jeg tit den bøn fortrudt

Mon dette var min løn?

 

  Hvor er det træls, det må I da ku´ se

med al det gammel og ”måwe” sne.

Jeg længtes efter foråret hvor alting gror

Bellis i tusindtal i græsplænen står

Fuglene synger – mågerne skriger

Knopper  springer ud og safterne stiger

 

I uld tæppets svøb og ud på terrassen

De første spæde solstrejf til eftermiddagskaffen

og livgivende D-vitaminer til sjæl og krop

 

Til fugle sang i kor med liflige toner

fra vanddråbers leg i zink tagrenden zoner

hvor Kong Vinter midlertidig har givet op

 

Græsplænens smukke hvidklædte kappe

 overgiver sig nogle timer - den stund vil jeg nappe

Triumferer sin magt med nattefrost

 

En dejlig eftermiddag midt i 2010 i marts

Håber mange af den slags vil komme snart

Jeg glædes og venter med længsel

God morgen siger solen

Strækker sin lange klare stråler.

Kæmper mod nattens udrensende livgivende dyne

Udfordrer morgendisens fugtige læber

som forelskede par i et heftigt tungekys

der aldrig vil give slip

Sejrer over kærlighedens favntag

Varmer min tørstige sjæl

og skilles som venner

 

  Så mange timer har jeg siddet her

med min kaffekop i hånden,

hørt fuglesang, set dyrene græsse

i fred og ro, bare her på terrassen

Lade tankerne vandre tilbage til da du

endnu levede - vi sammen os hygge ku´

Glemme sygdom, sorgen og smerten især,

mindes det der var rart, alt det jeg har kær

I nat i min drøm du gav mig et kram.

vi stod rigtig tæt meget længe.

Min underbevidsthed bragte dig frem,

da jeg til ømhed allermest trænge.

Utrolig så længe et drømme knus

kan holde – jeg føler endnu dine hænder.

Jeg går stadig i en lille bitte rus

og ønsker det aldrig forsvinder.

 

Nu hvor vinteren bliver kold og lang

og dagen trist og bleg,

så vil jeg længes hver eneste dag

ja, bare efter dig.

Du smutted´ væk – gik din vej

uden først at sige farvel.

Hvornår får jeg dig at se igen

du kære sol, min bedste ven.

 

Livets spor

Minutter svinder, timerne går.

dage, uger, år efter år.

Jeg bliver ældre, hvor er det dog herligt

at få lov at leve om end lidt besværligt

en gang imellem, men sådan er det

og så´n skal det være – der med færdig,

 

Tiden - ja, alderen sætter spor

i livet - nogen gode, andre triste når

jeg nu, sådan tænker efter.

Et godt liv, det har jeg helt bestemt,

det triste lader jeg som regel være glemt

og kun med det gode mig beskæft´er –

andet er spild af gode kræfter.

 

Med rynker og grå hår er jeg den,

 livet har gjort mig til - holder af som ven -

kan holde ud, være sammen med alene,

trods et liv med lidt tunge ”stene”.

Står hver dag op med et godt humør.

Hvad mon dagen bringer jeg ikke spør´      

Jeg glæde selv i den vil fylde.

Forår, sommer,

det den aller bedste tid der kommer.

Lysegrønne blade folder ud sin pragt,

viser sig i sin ungdoms dragt.

Sol og vinden

stryger blidt og nænsom mig på kinden

Vaskes væk af forårs regnens kåde leg,

varsler at sommer er på vej.

Jeg er venner,

med naturen, hvad så end der hænder,

Ta´r det hele med et rigtigt godt humør.

Vejret  mig  gi´r en god kulør.

Forår, sommer,

ja, det den bedste tid der kommer.

Sol og varme, regn og blæst de er min ven,
så et velkommen her igen.